Så fik vi endelig den helt store bjergdyst. Godt nok startede den senere end man havde håbet på, men drama fik vi alligevel rigeligt af. Bedst af alt må siges at være dysten mellem Movistars to imponerende kaptajner og Hajen fra Messina – Vincenzo Nibali, som gjorde hvad han kunne men ikke nok til at ryste førertrøjen af Carapaz, som nu burde have sikret nok tid til at vinde det samlede klassement.
Værst af alt var formentlig de triste omstændigheder omkring Lopez’ styrt, hvor en tilskuer kom i vejen. Det kostede ham dyrt i finalen og ligeså for de managere, som havde store forhåbninger til hans pointhøst på dagens etape – herunder undertegnet. Synd for Lopez og synd for løbet, men lad os være ærlige. Carapaz har været i en klasse for sig, og det havde Lopez nok ikke kunnet ændre på.
Lopez’ uheld har desvære lidt været symptomatisk for hans løb i år, men Astana må trøste sig med, at Bilbao trods alt formåede at vinde etapen, og at Lopez trods alt vinder Maglia Bianca – hvis altså Sivakov ikke indhenter de 1 minut og 53 sekunder, som han fører med på nuværende tidspunkt.

Nu gælder det så sidste chance for at ændre de forskellige tidsintervaller i Giro d’Italia 2019, når rytterne skal ud på den sidste og altafgørende enkeltstart. Det er uden tvivl en langt lettere enkeltstart end den foregående, så tidsforskellene bliver formentlig ikke så store, og den bliver heller ikke for svær for de normale tempomaskiner.

Vejrudsigten

Vejret og regnen gjorde en kæmpe forskel på den seneste enkeltstart, hvor de først startende ryttere havde en stor fordel i forhold til de sidst startende.
I øjeblikket ser det heldigvis ud til, at vejret ikke kommer til at spille den store rolle, men vejrudsigterne ændrede sig hele tiden ved sidste enkeltstart og tilmed lige op til deadline for, hvornår man skulle sætte sit hold. Derfor vil vi selvfølgelig opfordrer jer alle til at holde øje med vejret for Verona, som det sidste inden deadline.

Etapens udfald

På denne enkeltstart er der som så mange andre gange før to løb i løbet. Der er kampen og etapesejren, og så er der naturligvis kampen om, hvem der ender på podiet, når det hele er overstået.
Vi vil anbefale, at man dækker sig godt ind på begge scenarier, da klassementsfolk ofte kan præstere langt bedre end normalt på dette tidspunkt i løbet – simpelthen fordi de restitutionsmæssigt er mere ovenpå end nogle af de typiske specialister.
Her er vores bud på, hvilke ryttere man skal overveje at have på sit hold.

Must haves:

Campenaerts (3,6)
Må være en af de helt store favoritter til den altafgørende enkeltstart. Han har haft mulighed for at “spare” kræfter i bjergene og med de evner, som han besidder på en enkeltstartscykel, så skal det gå meget galt før han ikke ender som en af de to bedste på etapen. Med det prisskilt, så er han dagens bedste køb til prisen.
Nibali (11,7) og Roglic (13,3)
Godt nok har Landa skubbet sig op på podiet, men mon ikke, at resultatet formentlig bliver med de to ovenstående på det endelige podium. Roglic er normalt en af de største specialister på sådan en dag, hvis energien er til det, og Nibali kan typisk godt køre sig i en top 10 på en god dag i slutningen af en Grand Tour.
Skulle man beholde en ekstra fra klassementet, så vil vi pege på Mollema (7,9). Han har egentlig haft en ret “anonym” Giro, selvom han har kørt et nogenlunde perfekt løb for en mand af hans standard. Han ligger på en flot samlet 5. plads med sin stædige defensive kørsel og gode enkeltstarter. Der er nok for langt op til, at han kan avancere i klassementet, men omvendt kører han også en bedre enkeltstart end sine nærmeste konkurrenter, og derfor ender han på 5. pladsen i klassementet, og på en god dag, så befinder Mollema sig også i en top 10 på etapen.
Selvfølgelig kan man også fortsætte den konservative tilgang og beholde flere ryttere fra topklassementet, men der burde være så god chance for at ramme adskillige ryttere i top 15 til, at det reelt kan betale sig. De er som altid placeret i vores nedenstående kategorier.

De satsede

Haga (2,4)
Til prisen er han noget af det nærmeste man kommer et must have uden at være det – men vi vil jo ikke bestemme hele jeres hold 😉
Carapaz (10,1)
Har overrasket positivt på de to foregående enkeltstarter. Desuden har han hele løbet virket som en mand med et kæmpe fysisk overskud, så med tanke på, at det er i slutningen af løbet, så vil vi bestemt ikke afvise, at han kan køre i top 15 på etapen. Skulle det glippe, så giver han da trods alt de sikre point for sin samlede føring.
Jungels (6,5)
Har haft en elendigt Giro på klassementsfronten, så snart det begyndte af gå opad, men han har kørt fornuftigt på begge de foregående enkeltstarter, og hvis han har kunnet spare lidt kræfter ved at holde sig væk fra klassementskampen, så burde han også være en sikker top 10 mand.
Caruso (5,2)
Har været en fremragende hjælperytter for Nibali i årets Giro, og med hans nuværende form, så burde han også være at finde helt fremme på etapen i morgen.

Resterende enkeltstartsspecialister i prioriteret rækkefølge (værdi for pengene):

Sivakov (4,3)
Van Emden (3,4)
Durbridge 3,1)
Kangert (5,2)
De Gendt (4,6)
Bilbao (7,4)
De La Parte (2,9)
Sütterlin (2,9)
Bohli (2,3)
Izagirre (7)
Amador (4,3)
Bauer (2,5)
Ludvigsson (2,7)
Zakarin (8,5)
Yates (12,1) – man er jo nødt til at nævne ham med de enkeltstarter han har kørt. Men hans pris kontra hans overraskende lave niveau, så er det svært at argumentere for, at han skal placeres meget højere. Han kan dog være dagens vildeste sats. Så overvej ham, hvis du skal all in på sats

God fornøjelse og husk at lytte til vores optaktsafsnit lige her!

Tilbage til forsiden