Etapeprofil, 4. etape af Vuelta a Espana 2019. (Foto: LaVuelta.es)

3. etape var lige efter bogen, og på redaktionen er vi fint tilfredse med, at alle havde et hold, der ramte 8 i top 15, og at kaptajnvalget Bennett som forventet leverede. Den eneste overraskelse var, hvor svag Gaviria tilsyneladende er kørende, og han er efter sigende mere ramt af småskavanker efter styrtet på holdtidskørslen, end først antaget.

Vejrudsigten

Det bliver relativt køligt set med Vuelta-briller – omkring 25 grader, og der er HØJ risiko for tordenbyger med regn hele dagen, så det kan naturligvis skabe nogle problemer i den tekniske spurt, hvis vejene er våde.

Taktisk tilgang

Hør mere om dagens rute og mulige scenarier i vores optaktsafsnit her eller via din foretrukne podcast-platform.

Der er ikke så mange ben i den her etape. Du har forhåbentligt allerede et sprinterhold, hvor du skal holde fast i enten alle de ryttere, du har, eller kun et skifte 1-3, hvis de skuffede i dag. 4. etape er lettere end 3. etape, og efter alt at dømme får vi årets anden massespurt, og der er god mulighed for 8 i top 15 igen i dag. Dog skal man være opmærksom på, at det er en ret teknisk svær finale, hvilket kan tale for de positionsstærke sprintere og øge risikoen for styrt.

Must haves

Sam Bennett bekræftede sin enorme favoritrolle med en voldsomt overlegen sejr. Vi tror på, han gentager den bedrift, og han er naturligvis fortsat et oplagt bud på en kaptajn.

Den eneste med topfarten til at tage kampen op med ham er Fabio Jakobsen, der har et fremragende lead-out, som kommer til at ofre sig 100% for ham i jagten på en etapesejr. Risikoen er Jakobsens til tider dårlig positionering, der også betød, han blev lukket inde i dagens spurt og derfor ikke fik foldet sin topfart ud. Vi mener dog fortsat, han er et must.

Gode sats

Mezgec kunne meget vel have været et must have, da han beviste, at styrtet på 2. etape ikke er et problem og bekræftede, at topfart og form er bedre end i mange år. Den lettere dag og den tekniske finale i morgen taler dog ikke for Mezgec, der derfor fortsat kun er et rigtig godt sats.

Den eneste grund til, at Theuns ikke er et must, er usikkerheden i, om han eller Degenkolb skal køre spurten. Fra starten er det meldt ud, at de tager det dag for dag, og begge får deres muligheder, og da Theuns fik chancen på 3. etape, kunne Degenkolb ende med at få muligheden på 4. Vi tror dog en del på, at Theuns får lov igen med den form, han viser.

Walscheid får det svært på mange af de typiske spanske sprinteretaper, men 4. etape er muligvis årets letteste udover Madrid, og med sin topfart kan han på gode dage udfordre Bennett og Jakobsen. På dårlige kan han desværre også ryge ud af top 10 grundet sin til tider forfærdelige positionering, hvilket vi også så på 3. etape, hvor han ellers længe lå i en perfekt position og havde et flot lead-out, men endte med at falde helt igennem. Den kringlede finale kan blive en udfordring.

Bahaus kørte også en flot spurt og er blandt outsiderne til podiet, men den til tider dårlige positionering kan skabe udfordringer i finalen.

Billigt fyld til spurt i prioriteret rækkefølge:

Aberasturi
Sarreau
Venturini
Richeze
Degenkolb
Van der Sande
Sajnok

Dagens joker

Gaviria har et ordenligt prisskilt, og i dag så vi desværre, at han er ramt af småskavanker ovenpå styrtet på holdtidskørslen, og med dengenerelt svingende form i år, er han derfor virkelig en joker i morgen. Dagen er dog virkelig let, så han bør sidde med, men spørgsmålet er, hvor godt han kan spurte. Har du ham allerede, bør du overveje at beholde ham, men har du ham ikke, ville vi nok holde os væk pga. prisen. Han kan dog overraske og vinde etapen.

Tilbage til forsiden