Ruteprofil 10. etape Vuelta a Espana 2019

Det blev som forventet en voldsomt dramatisk etape på 9. etape i Andorra. Desværre i høj grad pga. af et uvejr, da det flotte angreb lanceret af Astana og Lopez blev ødelagt af et styrt på grusstykket, så Lopez endte som dagens store taber, mens også Roglic var nede efter et møde med en motorcykel, men han formåede at redde dagen. Begge skulle dog være sluppet med overfladiske skræmmer. Mest positivt var den flotte etapesejr til Pogacar, der blot bekræftede, at han absolut er et af sportens største talenter i mange år. Vi glæder os til fremtidens dueller mellem ham og Bernal!

Vejrudsigten

Vejret ser ud til at holde tørt, og varmen er heller ikke voldsom, da det ser ud til at blive omkring 25 grader, og endda til tider skyet. Vinden vil formentlig også være stabil hele dagen og ikke spille en stor rolle, så umiddelbart ser det ud til lige forhold for alle. HOLD DOG ALTID ØJE MED VEJRUDSIGTEN OP TIL DEADLINE på sådan en enkeltstart her.

Taktisk tilgang

Efter en velfortjent hviledag er det tid til årets eneste enkeltstart på 36 km, hvor ruteprofilen snyder lidt, for den er lidt mere kuperet, end profilen antyder. Du kan høre flere detaljer om selve ruten i vores optaktsafsnit her eller via din foretrukne podcast-platform.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvor mange og hvem af dine klassementsfolk, du skal beholde. Der venter to dage med gode muligheder for udbrudssejr dagene efter, og derfor kan det være en fordel af beholde de fleste dyre klassementsfolk, der også er sikre point på udbrudsdage. Vi vil anbefale i hvert fald at holde på Roglic, Valverde og Pogacar. Spørgsmålet er så, om man skal skifte Lopez og Quintana? Her er der nok ikke et entydigt svar, det kommer meget an på, hvor meget, du tror på dem senere hen i løbet, og om du vil gå efter 8 i top 15 på enkeltstarten. De kan begge på en rigtig, rigtig god dag kører i top 15 i et så svagt felt, måske især Lopez, men formentlig vil ingen af dem ende i top 15. Derfor skal du kun beholde dem for de sikre klassementspoint, og fordi du forsat vil have dem mindst de kommende 4-5 dage.

Must haves

Roglic er dagens enorme favorit, så uden tvivl et must have og det helt oplagte bud på en kaptajn. Her er rigtig god mulighed for etapesejr og trøje.

Bevin er måske den eneste, der på papiret kan hamle op med Roglic, når Bevin er allerbedst. Vi har ikke helt fornemmelsen af formen, men til 3,8 skal han på dit hold. Alt andet end top 5 er skuffende.

Gode sats

Valverde og Pogacar bliver dagens to andre dyre ryttere fra klassementet, vil vil anbefale, fordi de begge er så godt placerede i klassementet og kører habile enkeltstarter, når de er i god form. Det taler også til deres fordel, at ruten ikke er helt flad og en smule teknisk. Har du dem allerede, ville vi anbefale at beholde dem, og selvom du ikke har dem, er de en klar overvejelse værd.

Kelderman virker endelig til at have fundet god form efter utallige uheld det seneste år, og når han er på toppen, er han normalt også en habil tidskører. Hans svingende præstationerne skaber dog lidt tvivl, hvilket er eneste grund til, han kun er godt sats. Kelderman for 3 år siden havde været klart must have.

Kiryienka var før i tiden et sikkert must have på enkeltstarter, men efter lidt skavanker, og som alderen efterhånden trykker, er han ikke lige så stabil længere. Det er dog ikke mere end et par måneder siden, han vandt de Europæiske lege i enkeltstart, godt nok i et ret svagt felt, men til under 4 mio, mener vi, han er et godt køb.

Til de europæiske lege slog Kiryienka i øvrigt Oliveira, der blev toer, og som den stabile motor, han er, er han også et oplagt bud på en mand i top 10. Især på grund af den kuperede rute.

Billigt fyld, der kan gå i top 15:

Craddock
Ludvigsson
Will Barta (obs, kan få holdbonus fra Bevin)
Cavagna
B. Thomas
Martinez
Arndt
Boasson Hagen
C. Pedersen

Dagens joker(e):

Ja, i dag tillader vi os at have to jokere, for både De Gendt og Ion Izagirre kan køre i top 3 på en god dag, og ikke være i top 15 på en dårlig dag, eller hvis de ikke lige gider. Til cirka 7,5 hver er de dyre, og når vi ved så lidt om form og motivation, så får de begge jokeren i dag. Af de to har vi dog trods alt størst tiltro til De Gendt.

Tilbage til forsiden